Knivskarp og dygtig matematiklærer til indskolingen på Rådmandsgades Skole
Vi søger en en knivskarp, dygtig didaktiker til vores indskoling (børnehaveklasse til 5. klasse), der vil undervise i matematik og natur/teknologi på vores kommende 1. årgang.
Vi er en folkeskole i Københavns Kommune, der ligger i midten af Nørrebro. Vi er mangfoldige både i elevsammensætningen og i lærerstaben. Mangfoldigheden er afsættet for de lærende fællesskaber, der sætter rammen for elevernes læring, dannelse og udvikling. Skolen har to matrikler med godt 800 aktive elever fordelt på 0.-9. klasse og to modtagelseshold.
Vores engagerede medarbejdere, skolebestyrelsen og ledelsen samarbejder dagligt om at skabe de bedste rammer for elevernes udvikling. På Rådmandsgades Skole er vi ambitiøse på folkeskolens vegne. Vi er en skole, der lægger vægt på stærke fællesskaber og anerkender betydningen af, at læring foregår i relationer.
Vi arbejder i årgangsfællesskaber via meget tæt teamsamarbejde både i årgangs- og fagteams. Det gør vi for at styrke de sociale og faglige fællesskaber på tværs af klasser. Vi har et godt og stærkt samarbejde i lærerstaben. Personalet er kendetegnet ved høj faglighed, stort engagement og viljen til at se alle børns potentialer. Vi har en hverdag med mange glæder og udfordringer, som løses af en robust og stabil medarbejdergruppe i et godt psykisk arbejdsmiljø.
Som lærer på skolen vil du være en naturlig og aktiv del af udviklingen, hvor vi sammen er nysgerrige på elevernes sociale og faglige progression, og hvordan vi kan udvikle undervisningen, så alle lærer så meget som muligt.
Vi forventer, at du
- er læreruddannet eller i gang med uddannelsen
- er udviklingsorienteret og sætter din faglighed højt
- har en inkluderende og anerkendende tilgang til eleverne
- kan håndtere en bredt sammensat elevgruppe
- ser teamsamarbejdet og den fælles forberedelse som det naturlige omdrejningspunkt i arbejdet
Vi tilbyder til gengæld
- et spændende job
- gode og engagerede kolleger
- en støttende ledelse
- en flok glade og livlige elever
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på 37 timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte den 1. august 2026. Ansættelsesområdet er Københavns Kommune. Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om vores skole, kan du læse mere på vores hjemmeside eller ringe til souschef Inemette Frandsen på 24 79 42 13 eller skoleleder Martin Wåhlin på 33 66 40 22.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV uddannelsesbevis og referencer.
Søg via linket senest fredag den 22. maj 2026
Vi holder samtaler i uge 22.